Hvad gør man, når nogle ikke trives?

Måske oplever du selv, at nogle du kender eller måske endda dine egne børn, ikke trives optimalt. Og måske har du endda set det nye program på TV2, som viser en mistrivsel blandt børn og unge, som er meget langt fra rar. Men hvordan gør man – og hvad gør man? Ofte giver vi råd eller forsøger at skærme fra problemet. Vi tager hensyn, vi forskåner. Vi snakker og har et øget fokus på trivslen og vi spørg ind – alt sammen af kærlighed. Mange både unge og voksne bliver sygemeldt med deres mistrivsel og vi ser en øget skolevægring selv hos de mindste. Den forståelse af sindet, som noget vi skal lappe sammen gennem snak og at feje alt modstand væk hjælper bare ikke i længden. Det er at pakke dem ind i vat og konstant kradse i deres mentale sår. Det hjælper ikke, selvom det er formålet og ønsket.

Men hvad gør man så, når nogle ikke trives?

Det har vi et godt bud på – men inden da, vil vi gerne lige slå et slag for ikke altid kun at fokusere på behandling. For når vi behandler, betyder det at skaden er sket – lidt ligesom med en bil. Vi vil gerne sundhedsfremme gennem metakognitive redskaber, så vi bliver mentalt mere robuste og derved bedre kan klare verden som den er – selvom den absolut på nogle punkter godt kunne blive mere human.

Men når man så står med en nær, som mistrives, kan man hjælpe dem med at slippe fokus på alt det, som de ikke føler virker eller er godt. For jo mindre energi man bruger på tanker, der medfører uønskede følelser, jo bedre har man det.

Måske kan I bruge sårmetaforen sammen – hvor meget kradses der i det sår? Og hvor meget forsøger andre mennesker at kradse i det mentale sår? Og hvor lang tid ville der gå før et fysisk sår helede, hvis der blev kradset så meget i det, som der gør i det mentale sår?

Og så er tankerne ligesom toge, jo oftere vi stiger ombord på dem og bruger tid, jo oftere kommer de. Det gode er, at man selv kan vælge, hvilke man stiger på samt hvor længe man er på dem – og måske føles det ikke lige sådan i dag (eller i morgen), men det er noget man med metakognitive værktøjer kan træne. Og faktisk gør du det mindst 1000 gange om dagen allerede, du er bare ikke bevidst om det. For hvilken tanke havde du da du læste overskriften på dette blogindlæg? Hvor er tanken henne nu? Og hvad gjorde du med den, i tilfælde af, at du ikke var med tanken hele tiden?

Ingenting.

Du skal nemlig ikke gøre noget, det er hele humlen. For tanker fordufter af sig selv og kører videre, hvis vi ikke hopper om bord eller står og holder i døren. Vi skal lade dem passere, så der er plads til nye tanker, som vi måske hellere vil være sammen med.

Så jo mere vi er sammen med de triste og negative tanker, jo oftere kommer de.

Så på den måde er det vi gør for at håndtere det irriterende og tankerne herom faktisk det, der fastholder os. Vi er blevet narret af et fatamogana og føler os fangede i kviksand.