adhd sendiagnosticeret

TANKER

Fascinerende fakta om dine tanker – Et lille indblik i hjernens forunderlige verden

Har du nogensinde tænkt over, hvor meget du egentlig tænker? Vores hjerner er konstant i gang – som en usynlig samtale, der aldrig stopper. Hos MIND Institute er vi fascinerede af den mentale verden, og i dag dykker vi ned i nogle tankevækkende fakta om vores tanker og deres utrolige kraft.

Vi tænker det samme – igen og igen

Du har omkring 60.000-70.000 tanker om dagen – og op mod 90% af dem er gentagelser fra dagen før. Det betyder, at vi ofte genbruger vores mentale mønstre uden at lægge mærke til det. Den gode nyhed? Vi kan også træne os til nye og mere støttende tanker.

Hjernen hælder mod det negative

Vores hjerner har en naturlig negativitetsbias – de er designet til at opdage fare før fornøjelse. I dag fører det ofte til bekymringer og stress, men med bevidsthed kan vi flytte opmærksomheden og skabe balance.

Du kan ikke stoppe tankerne

Tanker kommer og går af sig selv – og hvis vi ikke gør noget ved dem, forsvinder de ofte af sig selv igen efter bare et par sekunder. Faktisk viser studier, at en tanke typisk forsvinder igen efter ca. 3 sekunder, hvis vi ikke griber fat i den. Det er først, når vi begynder at engagere os i tanken, analysere den, tro på den eller kæmpe med den, at den “sætter sig fast” og får magt over vores oplevelse, og dermed kan påvirke os uhensigtsmæssigt.

Søvn sorterer dine tanker – og hjernen heler helt af sig selv

Om natten bearbejder hjernen dagens indtryk. Den rydder op, sorterer og gemmer det vigtige – og slipper det, der ikke er relevant. Derfor handler god søvn ikke kun om fysisk energi, men også om mental klarhed og følelsesmæssig balance. Hjerne er faktisk selvregulerende. Du kan sammenligne det med et sår på huden – det heler af sig selv, så længe du ikke hele tiden piller i det. På samme måde bearbejder hjernen automatisk tanker, følelser og indtryk, hvis vi giver den lov og undlader at gribe for meget ind. Hvis vi hele tiden analyserer vores tanker, bekymrer os, eller forsøger at “tænke os ud af” vores følelser, svarer det til at pille i såret. Vi forstyrrer den naturlige helingsproces. Søvnen er et godt eksempel på, hvordan hjernen – helt uden vores bevidste indgriben – kan rydde op og skabe mental balance.

Visualisering virker – fordi hjernen tror, det er virkeligt

Når du forestiller dig noget levende, reagerer din hjerne, som om det sker i virkeligheden. Forskning viser, at tanker og mental visualisering aktiverer de samme neurale mønstre, som når du oplever noget fysisk. Det er derfor, at for eksempel eliteatleter og ledere bruger visualisering som et mentalt træningsredskab til at forbedre præstation og fokus. Hos MIND Institute arbejder vi netop med dette fakta om hjernen, når vi uddanner vores elever i MIND Performance teorier.

Du kan ikke have en følelse uden en tanke

Følelser opstår aldrig ud af det blå. De bliver altid aktiveret af en tanke – nogle gange lynhurtigt og ofte helt umærkeligt. Det betyder, at de tanker, vi vælger at engagere os i og give opmærksomhed, har stor betydning for, hvordan vi kommer til at føle os.

Forestil dig, at din ven ikke svarer på din besked.

Tanke 1: “Hun er nok bare optaget.” → Neutral følelse.

Eller…

Tanke 2: “Jeg sagde måske noget forkert sidst vi sås…” → Følelse: Uro, usikkerhed, tristhed.

Du kan ikke opleve de følelser – uro, usikkerhed, tristhed – uden først at have haft tanken: “Jeg sagde måske noget forkert sidst vi sås.” Det er netop derfor, vi i MIND Institute arbejder med hvordan vi forholder os til vores tanker – ikke med at ændre indholdet af tankerne.

Hvis du opdager, at du er i færd med at engagere dig i en bekymrende tanke, kan du vælge at lade den være i fred i stedet for at følge den videre. På den måde får tanken ikke lov til at påvirke dig følelsesmæssigt i samme grad.

Tanker kan mærkes i kroppen

En bekymring kan mærkes som en knude i maven, trykken for brystet eller spænding i skuldrene. En god tanke kan få kroppen til at slappe af, skuldrene til at sænke sig og åndedrættet til at falde til ro. Vores tanker er altså ikke kun “oppe i hovedet” – de opleves også fysisk. Vores tanker er nemlig ikke adskilt fra kroppen – de skaber en fysisk virkelighed. Så det, vi tænker, kan påvirke vores fysiske tilstand næsten øjeblikkeligt.

Vi tænker mest på os selv – og det gør andre også

Cirka 80% af vores tanker handler om os selv. Det kan være en befriende erkendelse – vi tror ofte, at andre dømmer os, men i virkeligheden har de mest travlt med deres egne tanker. Dette fakta om hjernen husker os formentligt også på, at mange af vores bekymringer om, hvad andre tænker, netop er tanker – ikke fakta. Når vi opdager det, får vi muligheden for at slippe behovet for at analysere andres blikke, ord eller reaktioner.

Tanker rejser med lynets hast

Tanker bevæger sig gennem hjernen med en hastighed på op til 430 km/t. Hjernens netværk er hurtigere end noget teknologi, vi nogensinde har opfundet.

Man kan faktisk opdele hjernen i to systemer: Den superhurtige, intuitive del – System 1 – og den langsommere, reflekterende del – System 2. Forskning viser, at en reaktion via System 1 sker allerede efter ca. 0,3 sekunder, mens refleksion og bevidst tænkning via System 2 først aktiveres efter ca. 1 sekund. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det føles langt lettere at reagere end at reflektere.

Og måske endnu mere overraskende: Vi bruger faktisk omkring 90% af vores vågne tid i System 1 – altså i den automatiske, reaktive del af hjernen. Mange af os tror, at vi tænker bevidst det meste af tiden, men virkeligheden er, at størstedelen af vores dag styres af vaner, mønstre og ubevidste impulser i super høj fart.

Er du nysgerrig på mere?

Hos MIND Institute uddanner vi vores elever inden for det metakognitive felt – hvor man både får viden om hjernen og indsigt i, hvordan tanker, følelser og opmærksomhed hænger sammen. For når vi forstår, hvordan vores hjerner fungerer, får vi adgang til nogle af de vigtigste nøgler i livet: Evnen til at skabe ro, fokus og mental klarhed.

Dato: 13 april 2025

Skrevet af: Annette Borg