METAKOGNITIV TERAPI
Hvad er det kognitive opmærksomheds-syndrom (CAS)?
Når vi taler om metakognitiv terapi og mental trivsel, er der ét begreb, der ofte dukker op: CAS – Cognitive Attentional Syndrome (eller på dansk: det kognitive opmærksomhedssyndrom). CAS er et centralt begreb inden for metakognitiv teori, der forklarer, hvordan vores opmærksomhed og tankeprocesser kan fastholde og forværre mentale problemer som angst, stress og depression.
Hvad er CAS helt præcist?
CAS beskriver en række uhensigtsmæssige kognitive strategier og tankemønstre, der ofte aktiveres som en reaktion på negative tanker eller følelser. Et eksempel kunne være en klient, der oplever angst i det offentlige rum og giver sine negative tanker om denne situation alt for meget opmærksomhed. Det er ikke det offentlige rum her, som er problemet, men måden, klienten fokuserer på og håndterer sine tanker om det – og det er netop kernen i CAS.
CAS består af 4 typer af tanke- og adfærdsmønstre
I den metakognitive forståelse består CAS af fire grundlæggende uhensigtsmæssige strategier:
At gruble og analysere
Her bruger vi unødig tid på fortiden, måske for at forstå fejl, bearbejde oplevelser eller forberede os på fremtiden. Det kan være noget, der skete for en time siden eller ti år siden.
At bekymre sig
Bekymring er fremadskuende og handler om at forestille sig, hvad der kan gå galt. Her bruges tid på at forberede sig, opnå kontrol og skabe ro, men det er ofte uden konkret formål eller effekt.
At overvåge
Overvågning indebærer konstant at tjekke sind, krop og omgivelser for mulige trusler. For eksempel at være på udkig efter tegn på angst eller bekymring i sig selv og sine omgivelser. Denne monitorering fastholder ofte ubehagelige tanker, da den holder opmærksomheden på de potentielle farer.
At mestre på uhensigtsmæssige måder
Når situationer føles ubehagelige, forsøger vi ofte at flygte eller dulme disse følelser, f.eks. med alkohol, overspringshandlinger eller undgåelse. Men dette fører ofte til endnu flere uhensigtsmæssige tanker og undgåelsesstrategier.
Hvordan påvirker CAS os?
De fleste mennesker har til tider brug for at gruble, bekymre sig eller overvåge deres omgivelser. Men når disse strategier bruges overdreven meget, og vi konstant fokuserer på negative tanker, opstår CAS. Problemet bliver ikke de oprindelige negative tanker, men snarere det overdrevne fokus og opmærksomhed på dem. Dette overdrevne fokus forhindrer vores naturlige evne til at selvregulere og komme videre fra negative følelser og tanker. Når vi konstant overtænker, fanges vi i et mønster, der gør det svært at give plads til mere neutrale og positive tanker.
Hvordan hjælper den metakognitive tilgang med dette?
Den metakognitive tilgang fokuserer på at identificere og udfordre CAS-mønstre og give klienter redskaber til at håndtere deres tankeprocesser på en mere hensigtsmæssig måde. Ved at lære at give mindre opmærksomhed til negative tanker og udvikle et mere fleksibelt fokus, kan klienten opnå bedre mental trivsel og undgå de vedligeholdende mønstre, der holder symptomerne i live.
I praksis betyder det, at vi hjælper klienten med at ændre måden, de reagerer på deres tanker og følelser på. Ved at forstå CAS som en række uhensigtsmæssige strategier snarere end et grundlæggende problem, kan klienten lære at håndtere sine tanker uden at blive fanget i uhensigtsmæssige tankemønstre – og derigennem opnå en dybere følelse af mental ro og stabilitet.
Dato: 6 oktober 2024
Skrevet af: Julie Eggertsen