person som oplever mental udfordringer med cas

MENTAL TRIVSEL

Metakognitiv terapi var vendepunktet for mig, som pårørende til min mor med kræft

Hvordan kan du leve et dejligt liv som pårørende, hvor du bestemmer, hvornår sygdommen skal fylde og ikke omvendt. Bliv klogere på, hvordan vores eksterne konsulent Line har fået gavn af metakognitiv terapi som pårørende til hendes mor med kræft.

Der er altid en tid før terapi

For fire år siden fik min mor kræft og hele vores verden blev vendt på hovedet. Det var ekstremt hårdt at være pårørende, og jeg følte mig helt magtesløs. I al kaosset var mit fokus, at være der for min mor, og så måtte jeg være der for mig selv, når hun blev rask. På det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg selv kunne styre, hvornår jeg ville bekymre mig, at jeg ikke var mine tanker, og at jeg kunne lade mine tanker være, så de ikke styrede mig og min trivsel. Jeg vidste heller ikke, hvor vigtigt det var, at passe på mig selv, før jeg kunne passe på andre. Alt sammen noget, jeg blev klogere på, da jeg startede i terapi.

Fra uendelige bekymringer til ro

Da min mor blev rask var jeg klar til at tage vare på mig selv og få hjælp til alle de bekymringer og negative tanker, jeg havde omkring sygdommen. Jeg startede derfor i metakognitiv terapi, fordi det var mine tanker og tiden brugt på dem, der var problemet.

Efter få sessioner fik jeg øjnene op for, hvor meget mine negative tanker og bekymringer fyldte, og hvordan jeg stille og roligt selv kunne bestemme, hvornår jeg ville tænke på sygdommen. Gennem terapien lærte jeg, at uanset hvor meget jeg bekymrer mig, så kan jeg ikke tænke mig til et svar eller være forberedt på fremtiden. Jeg kan heller ikke kontrollere, hvad der kommer til at ske eller om kræften ville vende tilbage. Men jeg kan kontrollere, hvornår jeg ville tænke på det, og det var fuldstændig magisk, da jeg lærte det. Jeg følte, at jeg havde fået poweren over min trivsel fremfor, at det var mine tanker, der kørte rundt med mig. Ved at bruge mine metakognitive redskaber brugte jeg mindre og mindre tid på at bekymre mig, og efter kort tid var der helt ro i krop og sind. Det havde jeg aldrig prøvet før.

En trivselsfremmende terapiform

Efter mit terapiforløb havde jeg nu redskaber til at kunne håndtere fremtidige scanninger og kontroller, som jo stadig er en del af livet, selvom personen er kræftfri. Scanninger og kontroller giver automatisk en hel masse bekymringer omkring, hvorvidt kræften er vendt tilbage, og det er også helt naturligt og okay. Men førhen ville jeg gå og bekymre mig fra scanningen til svardatoen – altså i 14 dage. I dag bekymrer jeg mig lidt den dag, vi skal have svar, og så kan jeg ellers lade det ligge dagen efter. Jeg bruger derfor næsten ingen tid på det, takket være mine redskaber.

Accept af situationen som pårørende

Gennem metakognitiv terapi lærte jeg samtidig at acceptere den situation, vi står i som familie. Det betyder, at jeg ikke forsøger at flygte fra den eller undgå sygdommen. Jeg flygter heller ikke fra det ubehag, som bekymringer kan give, men lader det være uden at give det opmærksomhed. Kræften er en del af vores hverdag, og det kan vi ikke gøre noget ved. Da jeg lærte at acceptere situationen og slippe kontrollen over sygdommen og fremtiden, begyndte jeg i stede at læne mig ind i nuet og nyde tiden endnu mere med familien, som giver langt mere værdi til mit liv end at være i bekymringerne.

Et mindset for livet

I dag har jeg taget lederskab over mit liv, og handler på mine drømme selvom sygdommen er vendt tilbage. Jeg bruger mine metakognitive redskaber, og har fået mig et helt nyt mindset. I dag fylder sygdommen i det omfang, jeg tillader den og ikke omvendt. Jeg har samtidig lært at passe meget bedre på mig selv som pårørende og fylde min egen kop op med en masse selvkærlighed, så jeg netop kan være der for min mor med overskud og glæde, men også kan være der for mig selv.

Gruppeterapiforløb for pårørende til en med kræft

Er du pårørende til en med kræft, så har jeg skræddersyet et helt specielt og personligt gruppeterapiforløb, som starter i januar. Forløbet varer over 5 sessioner, hvor jeg deler ud af mine personlige erfaringer som pårørende, og samtidig giver dig metakognitive redskaber til at tackle den svære situation, du står i. Alt dette gøres sammen med andre unge, der står i samme situation som dig.

Hvis det kunne være noget for dig, kan du læse meget mere om forløbet her.

Dato: 18 november 2024

Skrevet af: Line Rygård